Speciallavede forlovelsesringe er blevet rigtigt populært over de senere år. Og jeg kan godt forstå tanken om at ville fri med noget helt unikt – et smykke lavet specifikt til modtageren. Gennem mange samtaler med mange, søde mennesker på jagt efter ringen kan jeg konstatere, at justeringer på et nuværende design ofte er en rigtig god løsning. Det er det bedste fra begge verdener med et gennemtestet design, som du sætter dit helt eget præg på. Sådan kan du få en speciallavet forlovelsesring, uden at du skal opfinde den dybe tallerken.
Mange gange ender vi med at ændre et eksisterende design med andre ædelsten og nogle gange også justeringer på placering af detaljer, skinnens forløb eller ændringer i overfladen.
Når man skifter stenene ud, skifter ringens udtryk også. For nogen er farven på stenene, det vigtigste – måske en yndlingsfarve eller “blå nuancer, fordi hun elsker havet”. For andre er det typen af sten, der bærer en betydning. Det kan være månedssten eller andre sten med en særlig betydning for parret. Eller måske er der bare en særlig sten, du virkelig elsker.
Se bare forskellen i udtryk med ganske få justeringer på modellerne Reef, Twinkle Ring og Twig Twinkle herunder.
Flere af mine modeller – specielt de meget “levende” – kan let justeres, hvis du drømmer om større, mindre, flere eller færre sten. Er du heldig at ligge inde med ædelsten fra fx. arvesmykker eller lignende, kan de selvfølgelig bruges i det nye smykke og ellers hjælper jeg gerne med at finde den eller de helt rette sten.
Ligger du inde med gammelt guld, kan det ligeledes bruges i det nye smykke. Så omsmeltes guldet fra fx arvesmykker eller smykker, der er gået itu, og du får en ny ring med indbygget affektionsværdi.
Mængden af guld afhænger af model og størrelse, men tommelfingerregelen siger ringens vægt + 15g til indløb (som er det “ekstra”, der får guldet til at fordele sig rigtigt i støbeformen). Har du ikke guld til en hel ring, kan nyt guld tilkøbes. Du kan læse mere om omsmeltning i indlægget om speciallavede smykker.
Eksemplerne herover tager udgangspunkt i helt specifikke modeller – tanken var at vise, hvor forskellig den samme model kan se ud, når man ændrer små detaljer. Det samme gør sig gældende for de fleste af modellerne i mit sortiment, både de, der oftest købes som forlovelsesringe, men også de andre guldringe. I galleriet herunder har jeg indsat endnu flere specialopgaver, hvor udgangspunktet er et af mine designs, men resultatet er helt unikt og dybt personligt.
Booker du en tid til en samtale, sætter jeg tre kvarter af til at snakke mulighederne igennem. Det er både gratis og uforpligtende, men da jeg ikke altid er i butikken (og da vi ind i mellem har ret travlt herinde), er det en god måde at sikre både at jeg er her og at der er tid til at komme omkring det hele.
Læs videre her:
I indlægget om speciallavede smykker, kan du finde et lidt mere uddybende skriv om selve processen samt startpriser på fx. omsmeltning.
Er du nysgerrig på månedssten – hvilke(n) sten til hvilken måned, deres betydning mm.- så finder du mere information i mit skriv her.
Vil du vide mere om diamanter, så har jeg både et uddybende skriv om naturlige diamanter og et indlæg om labgrown diamanter.
Trænger du til et brush up på traditionerne omkring forlovelses- (og vielses)ringe, så er de lige her.
Og så finder du en guide til at finde den rette ringstørrelse her.



