Om Trine Wilkens

Jeg blev født i Skælskør i 1974 og allerede som barn, fandt jeg glæde ved at skabe – dengang tøj og kollager. Som ung fik jeg interesse for at arbejde med kobber og jern og det udviklede sig til, at jeg blev udlært fra guldsmedehøjskolen i København i 2001. Gennem årene har jeg været på forskellige kurser, udviklet mine teknikker og for alvor fundet mit eget udtryk, der ses tydeligt i fx granulatserien ”Sparkling”.

Som uddannet guldsmed og smykkedesigner arbejder jeg med hele processen fra idé og design til den håndværksmæssige udførelse. Jeg arbejder bedst med en eksperimenterende proces, hvor jeg har forskellige materialer i hænderne –når jeg slipper kontrollen og kommer i flow ved jeg aldrig præcis hvor det ender, men det er her nye idéer opstår. Idéerne overfører jeg så til ædelmetaller og et nyt smykke er født.

Mine smykker spænder fra de lette, feminine og organiske til de mere robuste med kant. Fra specialdesignede unikasmykker til populære kollektioner – en skøn forening af design, funktion og ædelmetal med fokus på kvalitet.

I 2007 åbnede jeg, sammen med designeren Kim Vestergaard, værkstedsbutikken To Form i Århus C, hvor du stadig kan finde mig og mine smykker i dag.

Dette website bruger cookies til at huske indstillinger og til statistik. Læs mere her.