Fri fragt over 498 kr | Gratis afhentning og returnering i butikken 
Pakker sendes indenfor 1-3 hverdage | Der kan opstå længere leveringstid på smykker i 14kt

Smykkepleje | Trine Wilkens Guldsmed i Aarhus C med eget værksted

Smykkepleje

Smykkepleje | Trine Wilkens Guldsmed i Aarhus C med eget værksted

Er dit smykke oxideret eller bare beskidt?

Sølv og forgyldninger anløber eller oxiderer og bliver mørkere med tiden. Det sker blandt andet, når materialet går i forbindelse med svovl i luften, så det er svært at undgå helt. Heldigvis er det let at rense selv, så dine gamle smykker igen kan skinne som da de var nye. I butikken bruger vi ”Silver Dip”, som er en slags rensevæske til netop dette – vi sælger det også, hvis du gerne vil have det med hjem. Vær dog opmærksom, hvis der er perler eller sten i dine smykker – det er forskelligt, hvad de kan tåle.

Guld anløber ikke som sådan, men er smykket en lav karat guld – for eksempel 8 karat – kan materialerne, der er brugt i legeringen godt anløbe, hvilket vil få guldet til at se mørkere ud. Det er heldigvis let at vedligeholde, så længe man er opmærksom på eventuelle sten og perler i smykkerne. Mine guldsmykker er udelukkende i 14 eller 18 karat guld. Find hele udvalget af guldsmykker her.

Rens af smykker

Det lyder ikke lækkert, men når man bruger sine smykker meget, har de det med at blive beskidte – det er oftest en blanding af fedt fra huden og døde hudceller, og det er heldigvis let at fjerne. Er du i tvivl om hvorvidt dit smykke er oxideret eller bare beskidt, kan du starte med at vaske det. Var det bare beskidt, bliver det rent og hvis det er oxideret, vil det ikke gøre den store forskel, da oxidering ikke kan vaskes væk. 

Rens af beskidte smykker:

Læg smykket i lunkent vand med opvaskemiddel i 10 minutter og rens det så med en blød tandbørste eller en blød klud, så fedt, sæberester og andet snavs forsvinder. Denne metode er fin til ædelsten, men bør ikke bruges på perler, da sæben risikerer at udtørre perlen.

Vi renser også smykker i butikken. Her bruger vi blandt andet ultralyd, der skånsomt fjerner al snavs fra selv de mest kringlede kroge.

Rens af oxiderede smykker:

Er dit smykke oxideret, skal der lidt skrappere midler til end vand og sæbe. Vi anbefaler ‘Silver Dip’, som er en rensevæske til formålet. Vi bruger (og sælger) det også i butikken, så har du mange smykker, der skal renses, giver det måske mening at købe det med hjem selv.

Perler

Perler er et levende materiale og med tiden kan de komme til at se ’døde’ og matte ud. Tricket lyder fjollet, men gnid perlen langs din næsefløj – fedtet fra huden bringer perlen til live igen.

Hvis du vil passe godt på dine ægte perler, så vær forsigtig med sæbe, creme, hårlak, parfume og lignende – det udtørrer perlerne. Vær desuden forsigtig med slag og stød på perlerne, da det risikerer at efterlade matte, hvide pletter, der ikke forsvinder igen. Det er derfor en god idé at opbevare dine perler i en blød pose eller æske – specielt hvis de skal med på ferie.

I forhold til at rense et smykke med perler, så vær forsigtig – sæbe udtørrer perlen og er den limet fast, vil det også opløse limen på sigt. Prøv med lunkent vand og en blød klud, og kør så perlen langs din næsefløj efterfølgende, så den får lidt fedt.

Forlæng levetiden på dit smykkes belægning

Smykker med belægning – som for eksempel forgyldning – kan ikke tåle sæbe, parfumer, cremer og lignende, da det ætser forgyldningen, så sølvet under forgyldningen kommer hurtigere frem end det ville ved helt almindeligt slid. Det er også en god idé, at tage forgyldte smykker af inden du går i bad, hopper i poolen eller tager til træning. 

Belægninger slides dog altid over tid, så du kan ikke undgå, at det sker, men du kan gøre dit for at forlænge levetiden. Bliver din belægning helt trist at se på, kan du komme forbi butikken, hvor vi kan forgylde dit smykke igen.  

Smykkepleje | Trine Wilkens Guldsmed i Aarhus C med eget værksted

Tilmeld dig nyhedsbrevet

– og vær med i lodtrækningen om flotte præmier! 
Vi trækker lod blandt alle tilmeldte løbende