Granulation som smykketeknik

I flere af mine serier, er det granulation, der er det bærende element – for eksempel Sparkling-, Blossom- eller Twinkle-serien med halskæden på billedet. Granulation er en skøn måde at lege med overfladen på smykkerne, da det fanger lyset helt utroligt fint og sender det videre i alle retninger. De bittesmå kugler er derfor kendetegnene for flere af mine designs og for mig at se, går teknikken ikke af mode lige foreløbig.

Faktisk stammer granulationsteknikken fra længe før vores tidsregning, men specielt i den etruskiske kultur omkring år 500 f. kr., har teknikken fyldt rigtig meget. Senere ses granulerede smykker hos romerne, der spredte teknikken til de germanske samfund i Nordeuropa, og i forlængelse heraf ses teknikken i flere vikingesmykker. Teknikken i den germanske jernalder, har efter al sandsynlighed været at smelte guldet i et udhulet stykke kul, og derefter lade dråberne falde ned på en skrå metalplade, hvor de først splintredes til mindre dråber, og derefter trillede ned af metalpladen, hvilket skabte den kuglerunde form. De små kugler trillede fra pladen og ned i et fint lag pulveriseret kul, hvor de kunne køle af – og så havde man de små guldperler, der så kunne loddes på det, der skulle blive det endelige smykke.  

Når jeg arbejder med granulation, er det med en mere nutidig teknik, der er kendetegnende for de smykker, jeg har skabt i mit værksted i Vestergade gennem mere end 15 år. Smykkerne skabes først som voksfigurer og støbes herefter med støbeteknikken cire perdue. Cire perdue er en gammel teknik, hvor en voksfigur støbes ind i fx ler eller sand, hvorefter voksfiguren fjernes og et hulrum med figuren bliver tilbage – herefter kan hulrummet fyldes med det materiale, den endelige figur skal støbes i. I mit tilfælde sandstøber jeg guld.  Med cire perdue teknikken, er der rigtig god mulighed for at styre placeringen af granulaten, så smykket bliver præcis, som jeg har tænkt det.